Vi er næsten i mål med udbringning af beholder til organisk affald.

Indsamlingen af organisk affald i 8870 Langå og 8860 Ulstrup er gået i gang. Kun få husstande mangler at modtage deres beholder.

Dit madaffald bliver nu til god energi.

16. november 2015 - Oprettet af Lone Annette Topping

Affaldskontoret forventer at få bragt de sidste beholdere ud i 8870 og 8860 i løbet af januar måned. Bor du i 8870 Langå eller 8860 Ulstrup, er der et par ting du skal være opmærksom på.

Skraldespande, poser og små spande til køkkenet leveres samtidigt

Der er mange ting der skal passe sammen når indsamlingen af en ny affaldstype starter. Nu er de sidste brikker ved at falde på plads. Leveringen af beholdere til de enkelte husstande er gået i gang, men der er  stadig flere der mangler. De resterende får som sagt leveret i løbet af januar.  Du kan tage din beholder i brug så snart den er leveret.  Med beholderne følger tre ruller poser til at bruge i køkkenet til det organiske affald. Har du bestilt en lille spand til køkkenet, bliver den også leveret ved samme lejlighed. Hvis du ikke fik bestilt en lille spand til køkkenet, kan du nå det endnu. Spanden kan også afhentes på genbrugspladsen i Langå.

Lad din beholder af plast stå fremme hvis den skal skiftes!

Leveringen af de nye beholdere vil for mange husstande betyde et farvel til deres nuværende skraldespand af plast. Har du en plast-skraldespand der skal skiftes til en anden størrelse, skal du sørge for at den står fremme fra den 22. november og indtil den er blevet skiftet. Stativer af træ eller metal tilhører den enkelte ejendom og bliver ikke fjernet af kommunen.

Vær forberedt på ændrede tømmedage

Der bliver sandsynligvis op til flere ændringer i tømmedagene det næste års tid. Det skyldes omlægninger af ruterne, da renovatøren løbende får nye biler og samtidig skal tilpasse sig mængderne af indsamlet organisk affald. Følg med i dine tømmedage i appen AffaldRanders eller i Mit affald på www.affald.randers.dk.

Hvis du vil vide mere

Du kan læse mere om indsamlingen af organisk affald på www.organisk.randers.dk eller i det tidligere tilsendte materiale. Har du spørgsmål eller kommentarer, hører Affaldskontoret meget gerne fra dig på affald@randers.dk.

God fornøjelse med sorteringen!