Nyt erhvervsvenligt samarbejde i Randers og Favrskov

Randers Kommune og Favrskov Forsyning indgår i 2017 et nyt samarbejde, der gør det lettere og billigere for lokale virksomheder at komme af med deres affald.

08. december 2016 - Oprettet af Lone Annette Topping

Der er godt nyt til virksomheder i Randers og Favrskov. Randers Kommune og Favrskov Forsyning indleder et nyt samarbejde, der betyder, at lokale virksomheder fra årsskiftet kan benytte genbrugspladserne i begge kommuner – uden at betale ”dobbelt medlemskab”. På den måde bliver det både lettere og billigere at komme af med affaldet.

Hidtil har det været nødvendigt at betale gebyr til genbrugspladserne i begge kommuner, hvilket kunne være en dyr fornøjelse for de virksomheder, der udfører arbejde i både Randers og Favrskov. Det bliver der nu lavet om på med den nye erhvervsvenlige ordning.

-  Vi ved, at mange virksomheder har opgaver på tværs af kommunegrænsen og derfor vil have fordel af at kunne aflevere deres affald i begge kommuner. Dette behov vil vi gerne imødekomme. Derfor har vi lavet en løsning, hvor virksomheder frit kan vælge, hvilke genbrugspladser de benytter – i begge kommuner - uden at de både skal købe adgang til pladserne i Randers og i Favrskov, og dermed betale dobbelt, fortæller Helle Jørgensen,Miljøtekniker i Randers Kommune, og fortsætter.

- Den nye ordning giver også mere fleksible muligheder for komme af med affald, da der er flere genbrugspladser at vælge imellem fordelt på et større geografisk område. Samtidig er der bedre muligheder for at aflevere affald i ydertimerne og weekenderne, da der altid vil være adgang til en genbrugsplads fra kl. 7 til 20, hvis man vil køre efter det.

Det nye samarbejde er en forsøgsordning, der kører i 2017. Herefter vil begge kommuner evaluere forsøget.

Skræddersyet løsning

I Favrskov betyder det nye samarbejde ligeledes en markant ændring i måden virksomhederne køber sig adgang til genbrugspladserne. Det giver virksomhederne mulighed for at tilpasse ordningen efter eget behov, pointerer Peder Meyhoff, bestyrelsesformand i Favrskov Forsyning.

- Med den nye ordning vil vi i Favrskov benytte samme prismodel som Randers har anvendt i flere år. Nu bliver det sådan, at virksomheder kun betaler for adgang pr. bil, i stedet for at betale et fast gebyr, uafhængigt af antallet af biler. Et firma, der kun bruger én bil til at fragte affald, skal altså kun købe adgang til en bil. Denne model er dermed mere fleksibel, da den kan skræddersyes til den enkelte virksomheds behov.

Prisen for at benytte genbrugspladserne er højere for tømrere, murere og andre håndværksrelaterede virksomheder, end det er for øvrige erhverv. Dette skyldes at disse virksomheder ofte afleverer meget mere affald.

Virksomheder fra Randers kan tilmelde sig adgang til genbrugspladserne på www.erhvervsaffald.randers.dk/.  Virksomheder i Favrskov kan tilmelde sig på www.favrskovforsyning.dk.

Fakta:

  •          Når en virksomhed har tilmeldt sig ordningen, modtager de en mærkat til at sætte forruden på den eller de tilmeldte biler. På den måde kan personalet på genbrugspladserne se, hvem der har købt sig adgang til pladserne.
  •          Der er fire genbrugspladser i Randers og fire genbrugspladser i Favrskov.