Blev dit affald ikke hentet til tiden?

Skraldebilerne kæmper med ruterne, og der er desværre mange, der ikke får hentet deres affald til tiden. Vores renovatører løber så stærkt de kan, og vi arbejder på at få indhentet forsinkelserne.

06. juli 2017 - Oprettet af Klaus Kohberg

Ekstraordinært mange borgere henvender sig til i disse dage til Affaldskontoret, fordi deres affald ikke er blevet hentet til tiden. Der er generelt udfordringer med ruterne og forsinkelserne er spredt over det meste af kommunen.

”Jeg kan godt forstå, at det er møgirriterende, og vi er kede af, at det påvirker så mange borgere. Vi er i fuld gang med at optimere ruterne sammen med renovatøren, og så skulle det gerne blive bedre hen ad vejen”, fortæller affaldschef Jørgen Niemann Jensen.

Har du ikke fået tømt som planlagt?

Vi opdaterer løbende vores liste med berørte veje og områder. Tjek her om der er forsinkelser i dit område. Står din vej på listen, kan du forvente, at skraldemanden kommer forbi en af de kommende dage.

Hvis din vej ikke er på listen, kan du melde din manglende tømning på ”MitAffald”, så sørger vi for, at det bliver hentet inden 1-2 hverdage. Du kan også give os et kald på 89 15 16 17.

Er spanden fuld, og har du ikke fået hentet dit affald til tiden?

Stil en sæk med ekstra affald ved siden af skraldespanden – den tager vi også med.