Det er sejere at være en god nabo

Når man bor i en etageejendom, har man mange naboer tæt på. Og godt naboskab er med til at gøre os trygge og glade i hverdagen. Vær en god nabo og bestil afhentning af dit storskrald. Det er super nemt og gør hverdagen lidt rarere.

Sådan en rodebutik appellerer ikke til godt naboskab

31. august 2017 - Oprettet af Lone Annette Topping

Dynger og bunker af uafhentet storskrald i gadebilledet gør de fleste af os i dårligt humør. Og når naboen stiller deres gamle sofa ud til storskrald foran egen eller andres ejendom uden at bestille afhentning, kan man godt gå og blive lidt træt og sur. Det ’inspirerer’ andre til at tilføje deres storskraldsaffald m.m., og det både fylder og ser grimt ud i kvarteret. I visse tilfælde er det endda placeret, så det giver bøvl i trafikken.

Men der skal heldigvis ikke ret meget til for at være en god nabo. Viser vi hinanden lidt hensyn i hverdagen og stikker et smil i forbifarten, så er vi godt på vej. Og husker vi så lige at bestille afhentning af storskraldet, så er den der. Med godt naboskab passer vi bedre på hinanden og vores fælles omgivelser.

Det koster at være en dårlig nabo

Storskraldsordningen er allerede betalt via ejendomsskattebilleten på ejendommen. Så det er jo helt fjollet at betale ekstra for, at en vognmand skal komme og hente affaldet. Hvis der ikke er bestilt afhentning af storskrald, så tilfalder problemet med at fjerne affaldsdyngen nemlig ejendommens ejer. Og regningen ender hos lejerne via huslejen.

Og så er det bare sjovere at være en god nabo, der tager hensyn til andre – så sover man bestemt bedre om natten.

Hvordan bliver jeg en god nabo?

Det er rigtigt nemt at få hentet sit storskrald – og der er flere måder du kan bestille afhentning på:

  • Du kan hente app’en AffaldRanders og indtaste din adresse. Så kan du se, hvornår vi næste gang kører i dit kvarter, og du kan nemt bestille afhentning af dit gamle køleskab og de andre storskraldseffekter.
  • Du kan gå på MIT AFFALD og bestille afhentning.
  • Du kan såmænd også ringe til os og snakke med en af vores flinke folk på affaldskontoret. Så bestiller de for dig.

Hvad må man egentlig sætte til storskrald?

Storskrald er kort sagt alt det, du ville kunne finde på et flyttelæs: en fryser, møbler og madrasser, pap, havemøbler og elektronik. Storskrald skal sorteres i disse fire grupper, når du stiller frem til afhentning:

  • sammenpresset og bundtet pap
  • elektronikaffald
  • jern og metal
  • møbler m.m.

Du kan læse mere om storskraldsordningen her

Vi har som hjælp til det gode naboskab lavet en plakat og en dørhænger til opgangen, hvor I nemt kan se, hvordan man får bestilt afhentning af storskrald. Vil du have et par stykker til din opgang, så kan du bestille både plakater og dørhængere på bestillingssiden for viceværter Affaldsservice og vælg boksen 'Bestil plakater og dørhængere her'.