’Turen til væk’ på Affaldsterminalen i efterårsferien var en rigtig succes

Mandag og tirsdag i efterårsferien åbnede Affaldsterminalen dørene for både børn og voksne, så de med egne øjne kunne se, hvad der sker med det affald, som vi smider væk derhjemme – og det var to rigtigt gode dage.

26. oktober 2017 - Oprettet af Lone Annette Topping

Igen i år åbnede Skolestuen på Affaldsterminalen dørene for interesserede børn og voksne, der gerne ville vide mere om affaldets vej, når det har forladt hjemmene, og der var mange der troppede op for at lære mere. ’Det lyder da kedeligt’, synes nogen måske. Men det er det skam langt fra, og spørgelysten og interessen fra de fremmødte var da også stor.

Turen gik blandt andet forbi sorteringshallen, hvor affaldet fra genbrugsbeholderen bliver sorteret op i flere fraktioner. Metal og glas bliver sorteret automatisk fra, men den hårde plast sorteres af medarbejdere i hallen. Det fik de børn, der havde lyst, selvfølgelig mulighed for at prøve. De fik set bjerge af papir til genbrug, og lov til at sidde i en skraldebil og køre med en gummiged.

For de voksne var det nok mere interessant, at det hele drives som en forretning. Så giver det også bedre mening, hvorfor vi skal gøre tingene på den måde vi gør, når man selv har set den videre proces.

Efter rundvisningen var der mulighed for at lave en pung af mælkekartoner eller skille en mobiltelefon ad – og så var der også rig lejlighed til at afprøve, om man havde lært hvordan man skal sortere rigtigt.

Mandag kom 58 børn og voksne forbi, og om tirsdagen nåede vi op på hele 63. Så nu har vi hele 121 skraldeambassadører flere!