Det er ikke bare tid til sjov og ballade i haven lige nu

Der må jo ikke komme haveaffald i din beholder til organisk affald, men æbler og pærer og anden nedfaldsfrugt må du gerne komme i. Havens frugter er nemlig også organisk affald.

23. august 2018 - Oprettet af Lone Annette Topping

Sommeren går på hæld, men der er stadig nok at gøre rundt omkring i haverne. Frugttræerne giver en god høst i år, og mange kan slet ikke følge med. Så ligger æbler og pærer og rådner og laver huller i græsplænen.

Du fejer måske frugten sammen i sække og kører dem på genbrugspladsen. Det behøver du faktisk ikke – medmindre du har en hel æbleplantage selvfølgelig.

Nedfaldsfrugten fra haven må du gerne samle op og lægge i en klar sæk og smide i beholderen til organisk affald. Du skal selvfølgelig ikke smide flere æbler i, end at skraldemanden stadigvæk kan flytte på den uden at få rygskader. Og sækkene bliver sorteret fra i forbehandlingsanlægget.

Mange institutioner tager også glade imod ekstra frugt. Eller du kan lave en lækker æblekage ligesom din Olde Gerda gjorde og forkæle din familie. En kasse ved vejen med gratis frugt til de forbipasserende gør selvfølgelig også glæde.

Vælger du æblekagen, så har vi fundet en god opskrift her:

Gammeldaws ævlekage som Olde Gerda lavede den

Ingredienser
Æblemosen:

  • 75 g rasp eller tvebakker
  • 500 g æbler – madæbler smager af mere
  • 0,5 dl vand
  • 100 g sukker
  • Halv vaniljestang

Æblekageraspen:

  • 75 g rasp eller tvebakker
  • 50 g sukker
  • 50 g smør

75 g knuste makroner

2 dl piskefløde

Ribsgelé til pynt

Opskrift

Skyl æblerne og skræl dem. Skær dem i små stykker og put dem op i en gryde. Tilsæt ½ deciliter vand. Sæt gryden med vand og æblestykker på en kogeplade, læg låg på og skru op helt op for varmen. Flæk evt. en vaniljestang, skrab kornene ud og put dem ned til æblerne i gryden. Når indholdet i gryden koger, skru ned på middelvarme og behold låget på gryden. Kog æblestykkerne i ca. 10 minutter, til de er helt bløde. Sluk for pladen og tag gryden væk fra varmen. Hæld de kogte æbler over i en skål. Rør det til mos og tilsæt ca. 100 gram sukker. Sæt skålen i køleskabet.

Hæld 75 gram rasp eller tvebakker og 50 gram sukker i en anden skål og bland det sammen. Smelt smørret på en pande og brun æblekageraspen ved middelvarme. Pas på at det ikke brænder på. Rør hele tiden i det. Tag panden af varmen, sluk for pladen og hæld den brunede rasp i en skål. 

Put marengs eller makroner i en plasticpose og knus dem med noget tungt, f.eks. en kagerulle.

Hæld fløden i en skål med høje sider. Pisk fløden stiv med et piskeris eller en elpisker. Pas på med at piske for længe, så kommer flødeskummen til at smage af smør.

Find en gennemsigtig glasskål frem og læg først et lag æblemos i skålen. Derefter et lag rasp og et lag knust marengs/makron og så igen et lag æblemos osv. Det øverste lag skal være rasp.

Læg flødeskummet ovenpå kagen. Pynt med røde geléklatter og server.

Kilde: Alletiders Kogebog på www.dk-kogebogen.dk