Plastikken i Randers bliver ikke brændt

Randersborgernes plastik er med til at vise vejen for fremtidig genbrug af husholdningsplast.

17. juli 2018 - Oprettet af Klaus Kohberg

I Randers Kommune har vi indsamlet plastik sammen med metal og glas fra hjemmene i hele kommunen siden 2013. Da vi begyndte at sortere plastikken fra, var det ikke alt, vi kunne komme af med. Men vi ville ikke bede borgerne om at sortere det fra, og så sende det til forbrænding. Derfor har vi haft opbevaret en del af plastikken, som man kan se i de tv-indslag, der har været bragt de seneste par dage.

Takket være visioner og masser af gåpåmod hos lokale virksomheder, kan borgerne i Randers dog trygt regne med, at deres plastik bliver brugt til noget fornuftigt – også den besværlige del af plastikken. Den plastik, som har været opbevaret på Affaldsterminalen, har ventet på, at Dansk Affaldsminimering i Langå fik teknologien og faciliteterne klar, og nu kan vi endelig komme af med den indsamlede plastik i et lokalt kredsløb. Den bliver vasket og lavet til granulat, som er klar til at genbruge - det er da bedre, end at sende den til forbrænding.

Se TV Nyhedernes indslag om plastikken i Randers og Dansk Affaldsminimering her.