Dine dåser er guld værd... næsten

Hver uge får Affaldsterminalen i Randers mere end 140.000 dåser fra øl og sodavand ind. Det er godt, når de lander her i stedet for i din skraldespand.

25. januar 2019 - Oprettet af Lone Annette Topping

Hvert år henter vi danskere mange 100 millioner dåser af øl og sodavand i Tyskland. En del af de trailerlæs står vi her i Randers Kommune for. På Affaldsterminalen i Randers modtager vi godt 140.000 dåser hver uge, og det er vi glade for.

Hvorfor er vi glade?

Det er vigtigt at smide dåserne i den rigtige beholder, fordi vi kan genbruge den aluminium, som dåserne er lavet af. Og det koster meget mindre energi at genbruge aluminium i forhold til at udvinde det fra miner i f.eks. Australien, Brasilien eller Kina. Faktisk bruger man kun 5 procent energi på at producere ting af genbrugt aluminium sammenlignet med nyudvundet aluminium fra minedrift. Eller sagt på en anden måde: sender du en dåse til genbrug, så svarer det til den energi, som du bruger på at få en 100 watts pære til at brænde i 4 timer eller have dit fjernsyn tændt i tre timer.

På Randers Affaldsterminal lagres dåser og andet aluminium afleveret til genbrug, indtil priserne er gunstige. Det er der god økonomi i. Hver uge presser vi minimum 4 baller aluminium, og de vejer i alt 2 tons. Vi får i gennemsnit 8 kr. pr. kg for vores aluminium, så det er 16.000 kr. om ugen eller 816.00 kr. om året, vi får ind igen.

Når du smider en tom dåse i restaffaldet, så koster det ikke alene penge at få den brændt. Restproduktet kan ikke bruges til noget, og en ressource er i langt de fleste tilfælde forsvundet.

Vi arbejder hele tiden på at holde udgifterne til affaldshåndteringen nede, så når vi kan tjene penge på noget, så kommer det også dig selv til gode, fordi det påvirker størrelsen af dit bidrag til den kommunale affaldshåndtering på din ejendomsskattebillet.

Hvis du vil nørde lidt videre og læse, hvorfor aluminium er et sejt metal, så klik her