Fik du fyret alt dit krudt af nytårsaften?

Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du forholder dig til det krudt, du indkøbte til nytårsaften. Vi fortæller her, hvorledes du skiller dig af med dit fyrværkeri på den rigtige måde - både det affyrede og det uaffyrede.

02. januar 2019 - Oprettet af Lone Annette Topping

Når du skal rydde op efter nytårsaften, så er det vigtigt, at du får håndteret dit fyrværkeri rigtigt.

Hvis fyrværkeriet er affyret, så skal du enten smide det i beholderen til restaffald eller i en klar sæk og aflevere det i containeren til småt brændbart på genbrugspladsen.

Har du fyrværkeri, der ikke er affyret, så skal det afleveres på genbrugspladsen eller til politiet. Hvis dit fyrværkeri ikke er CE-mærket, er det ulovligt og kan være farligt. Når du køber ulovligt fyrværkeri, kan du ikke vide, hvad du har med at gøre, eller hvordan du håndterer det sikkert. Hvis du opdager fyrværkeri, som mangler CE-mærkning eller som fejler ved brug, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen, der kan vejlede dig i, hvad du skal gøre.

Og husk lige, at du kun må fyre fyrværkeri af i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri.